Masseeksperimentet Foto: Jakob Vind

Skoleelever måler indeklimas betydning for trivsel

mandag 01 nov 21
|

Kontakt

Jørn Toftum
Professor
DTU Byg
45 25 40 28

Kontakt

Geo Clausen
Professor, sektionsleder
DTU Byg
45 25 40 25

Hvordan påvirker indeklimaet skoleelevers trivsel og koncentrationsevne? Det undersøger forskere fra DTU i samarbejde med 30.000 skoleelever.

Støj, indelukket luft og dårligt lys er trods årtiers fokuseret indsats fortsat hverdag for elever på mange danske skoler og gymnasier. Nu skal den hidtil største undersøgelse af skolernes indeklima påvise sammenhængen mellem indeklimaet og elevernes trivsel og koncentrationsevne. 

Godt 30.000 elever i grundskoler og gymnasier deltager i Masseeksperiment 2021, som er udviklet af det nationale naturfagscenter Astra i samarbejde med forskere på DTU og med støtte fra foreningen Realdania. 

”Vi har meget store forventninger til undersøgelsen, der for første gang giver os data i kæmpestor skala på tværs af skolerne. Nu opskalerer vi, laver en helhedsundersøgelse og får mere konsistent dokumentation i modsætning til de mindre undersøgelser, der hidtil er lavet. Det er pokkers vigtigt, for vi ved, at et dårligt indeklima kan medføre hovedpine og uoplagthed og påvirke elevernes trivsel, læring og præstationsevne”, siger professor ved DTU, Jørn Toftum.

Eleverne indsamler selv data

Det er i høj grad eleverne selv, der medvirker til at indsamle data i Masseeksperimentet. Ved hjælp af måleudstyr og vejledninger, leveret af Astra, måler eleverne på seks indeklimaparametre i klasselokalet over to dage med en uges mellemrum. 

Den ene dag gør eleverne, som de plejer i frikvarteret, den anden dag lufter eleverne ud i pausen og forlader klasseværelset imens. Samtidig gennemgår eleverne begge dage en anonym måling af deres trivsel og en test for koncentrationsevne.

Masseeksperiment 2021 er en helhedsundersøgelse. Foruden målingen af CO2-koncentrationen i luften skal eleverne bedømme indeklimaet på andre målte parametre, nemlig belysning, støj, efterklang og temperatur i klasselokalerne.

Masseeksperiment om indeklima blev også gennemført i 2009 og 2014 med målinger af luftkvaliteten i danske skoler. Tallene for CO2-koncentrationen bliver i år målt med samme slags udstyr. Disse tal vil derfor kunne sammenlignes med de tidligere undersøgelser og besvare, om CO2-indeklimaet har ændret sig, og om det påvirker elevernes trivsel og koncentrationsevne negativt. 

Konsekvenserne af dårligt indeklima på dagsordenen

Fra 2009 og til 2014 var der så godt som ingen ændringer i luftkvaliteten og konklusionen lød: Over halvdelen af danske klasselokaler har en CO2-koncentration over det acceptable niveau.
”Denne undersøgelse vil forhåbentlig igen sætte konsekvenserne af indeklimaet i undervisningsmiljøet på dagsordenen, både på den enkelte skole, blandt forældrene og hos politikerne,” siger Jørn Toftum.

Når Masseksperiment 2021 er afsluttet, vil hver skole kunne få udleveret egne data efter ønske. Desuden får eleverne et handlekatalog med bud på, hvordan de selv, lærerne og skolen kan ændre adfærden for at forbedre indeklimaet. 

Det kan for eksempel være at lufte ud flere gange dagligt, ikke sidde i biografopstilling, men i små grupper af hensyn til lyden, at hænge pendler op over bordene i stedet for lysstofrør i loftet eller at lægge et lille gulvtæppe i hyggekrogen i klasselokalet. 

Masseeksperiment 2021 gennemføres i november. Data bliver indberettet af eleverne til forskerne på DTU, der efterfølgende bearbejder tallene. Det forventes, at resultaterne offentliggøres i februar 2022. Senere skal resultaterne af Masseeksperiment 2021 publiceres videnskabeligt.

Læs mere om Masseeksperimentet

 

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.