Pawel Wargocki Associate Professor at DTU is chair of the plenary session: How the COVID-19 pandemic will reshape the built environment. Photo: Peter Aagaard Brixen

Konference stiller skarpt på ventilations betydning for sundhed

mandag 23 aug 21

Kontakt

Pawel Wargocki
Lektor
DTU Byg
45 25 40 11

Om konferencen

International Building Physics Conference 2021 foregår 25.-27. august 2021. Det er ottende gang at konferencen afholdes.
Du kan vælge at deltage online eller fysisk på DTU’s campus i Kgs. Lyngby.
Konferencen foregår på engelsk.
Alle med interesse i bygningsfysik er velkomne.
Se program og billetpriser, og tilmeld dig på www.ibpc2021.org
IBPC 2021 arrangeres af DTU, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Lunds Universitet.

Om bygningsfysik

Bygningsfysik er læren om varme-, luft- og fugttekniske forhold i bygninger, bygningsdele og bygningsmaterialer. Et centralt formål med bygningsfysikken er at skabe komfortable forhold for mennesker i energieffektive bygninger. Dette skal opnås på en måde, så bygningen og klimaskærmen ikke udsættes for skadelige forhold, såsom fugt der øger risikoen for biologisk vækst, fx skimmel, og forkorter holdbarheden. (Kilde: IDA Bygningsfysik).
International konference for bygningsfysik, IBPC, samler forskere til debat om ventilation i bygninger efter COVID-19.

Corona-pandemien vil medføre ændringer i det byggede miljø. Det er et af emnerne på den internationale konference om bygningsfysik IBPC2021, der afholdes på DTU den 25. – 27. august og samler verdens førende eksperter inden for bygningsfysik. Forskerne stiller skarpt på den aktuelle situation med COVID-19 og diskuterer, hvordan man kan mindske risikoen for at smitten spreder sig indendørs, især med tekniske løsninger.

”Ventilation af bygninger er meget aktuelt for tiden, hvor vi vender tilbage til fysisk fremmøde på arbejdspladserne. Vi har lært meget om betydningen af afstand og god hygiejne, men vi mangler at omsætte vores viden om luftbåren smitte til klare anbefalinger for ventilation i bygninger,” siger lektor Pawel Wargocki fra DTU Byg, som er ordstyrer på IBPC´s debat om, hvordan COVID-19 vil ændre det byggede miljø.

Paradigmeskift for ventilation

"Vi har lært meget om betydningen af afstand og god hygiejne, men vi mangler at omsætte vores viden om luftbåren smitte til klare anbefalinger for ventilation i bygninger."
Pawel Wargocki, lektor DTU Byg

Siden corona-pandemien lukkede arbejdspladser og store dele af det danske samfund i 2020 har der været fokus på betydningen af ventilation i bygninger. 40 forskere fra 14 lande er i 2021 gået sammen i et opråb om at corona-pandemien og virusbekæmpelse har givet anledning til at tænke helt anderledes om ventilationssystemer. I en artikel i tidsskriftet Science argumenterer forskerne for, at fokus i bygningsreglementer, standarder og guidelines vedrørende bygninger bør ændres fra komfort til helbred. Kvaliteten af luft i bygninger, hvor der færdes mennesker, skal prioriteres i en helt anden grad, end den bliver i dag. Og det kræver et paradigmeskifte inden for ventilation.

”Et paradigmeskift i ventilation vil udfordre bygningsdesign, og stille krav om at ventilationssystemerne skal kunne beskytte os imod pandemier. Det har længe været dokumenteret, at gevinsterne hurtigt vil overstige udgifterne til den nødvendige ventilation, da investeringer vil betale sig på kort tid, bl.a. fordi sygefraværet vil falde og produktiviteten stige,” siger Pawel Wargocki, som er medforfatter til opråbet i Science.

Filtre og UV-bestråling

Forskerne argumenterer for, at det er nødvendigt at udvikle tiltag, der mindsker virus' opholdstid i bygninger. Ud over ventilation kan man for eksempel bruge luftrensning med filter, som har en høj effektivitet (HEPA filter) eller bruge UV-bestråling. Derudover skal der tages højde for, hvordan man bruger forskellige lokaler, alt efter om de bruges til sang og korsang, høj fysisk aktivitet eller andre aktiviteter, fordi virusniveauet kan være forskelligt i de forskellige rum.

For selve ventilationssystemet og luftfordeling i lokaler skal der arbejdes med luftmængder, filtrering, og især med luftfordeling, dvs. styring af koncentrationsniveauer i personernes åndingszoner. Andre løsninger inkluderer tidsstyring efter brug, personlig ventilation og effektiv udsugning af udåndingsluft.

Debatten på IBPC-konferencen rummer præsentationer om ventilation og luftfordeling i forbindelse med COVID-19 og anvendelse af forskellige værktøjer til at forudse, hvilke løsninger der præsterer bedst.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

video thumbnail image

Vis flere

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.