Plastaffald i naturen. Foto: Colourbox

Stort forskningsprojekt vil sætte en stopper for plastikspild

onsdag 17 jun 20
|

Kontakt

Jesper Ahrenfeldt
Seniorforsker
DTU Kemiteknik
21 32 53 44

Kontakt

Thomas Fruergaard Astrup
Professor
DTU Miljø
45 25 15 58

Fakta om projektet

  • Partnere: DTU Kemiteknik, DTU Miljø, RUC IMT, Plastic4oil, PolyLoop, NKT, Amager Ressource Center, HCS.
  • Innovationsfondens investering: 8,9 millioner DKK.
  • Samlet budget: 12,7 millioner DKK.
  • Varighed: 3 år (01/04/2020 – 31/03/2023).
  • Officiel titel: RePlastic – Thermal recycling of plastic waste reject.

Læs pressemeddelelsen her.

Projektet RePlastic skal undersøge nye teknologiske muligheder for at genproducere ny højkvalitetsplastik ud af ikke-genanvendeligt plastaffald.

På verdensplan bliver der produceret enorme mængder af plastik – og smidt enorme mængder af plast ud. Alene i Europa genererer vi 26 millioner ton plastikaffald om året, men mindre end 30 procent af det bliver genanvendt. Det er for beskidt, blandet eller ødelagt til at kunne indgå direkte i produktionen af ny plast.

Vi bruger allerede i dag pyrolyse – kemisk spaltning af et materiale ved hjælp af varme og uden tilførsel af ilt – til at nedbryde plastik og danne brændstoffer. Men det ville være langt mere bæredygtigt, hvis det også var muligt at bruge teknologien til at genproducere ny plast af plastaffald fra husholdninger og industrien.

Råstoffet til plastik er olie, så hvis man nedbryder affaldsplast til olie, kan man producere ny plast. Det kan i dag godt lade sig gøre ved hjælp af pyrolyse, men processen skal optimeres væsentligt, hvis flere plastiktyper skal kunne nedbrydes effektivt.

Forskningsprojekt RePlastic, der er ledet af DTU Kemiteknik, har modtaget 8,9 mio. kr. af Innovationsfonden til at gøre netop dette.

”Der er en forventning om, at når man sorterer plast og afleverer det, så bliver det også genanvendt. Den forventning vil vi gerne være med til at realisere i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. Derfor er vores mål, at vi vil genproducere så meget som muligt ny plast af alle de mange plastfraktioner, der falder ned imellem stolene i det nuværende genanvendelsessystem,” siger seniorforsker Jesper Ahrenfeldt fra DTU Kemiteknik, der er leder på projektet.

En opgave for både videnskaben og virksomhederne

RePlastic er et bredt samarbejde mellem to universiteter, DTU og RUC, og fem industripartnere. Fra RUC er Institut for Mennesker og Teknologi med i projektet, og fra DTU indgår to centre på Institut for Kemiteknik samt Institut for Vand og Miljøteknologi.

Den primære samarbejdsvirksomhed er P4O, eller Plastic4oil, der er specialiseret i at omdanne plastaffald til forskellige olietyper, som industrien kan genanvende i produktionen af nye plastikprodukter.

”Et projekt som dette er af meget stor værdi for os. Med RePlastic kan vi sikre os et godt grundlag for, at vi kan forarbejde og genanvende mange flere affaldsplasttyper end hidtil på vores egne anlæg – til gavn for os alle,” siger Niels Bagge, CEO, Plastic4oil.

Fra affaldssorteringen og tilbage til forbrugeren

Problemet med store mængder af ikke-genanvendelig plast er helt aktuelt, og derfor haster det med at udvikle en god løsning. Målet med forskningsprojektet er derfor inden for ganske få år at kunne skabe en teknologisk løsning, der også har kommercielt potentiale.

”Det er afgørende, at hele værdikæden er tænkt med ind i projektet fra start, så vi hurtigst muligt kan få løsningerne på markedet. Vi starter allerede der, hvor plastaffaldet bliver indsamlet, og tænker hele processen igennem fra behandling og pyrolyse til det nye produkt,” uddyber Jesper Ahrenfeldt fra DTU Kemiteknik.

Udover P4O er Amager Ressource Center, NKT, PolyLoop og HCS involveret som industripartnere, og projektet inkluderer et advisory board med medlemmer fra Københavns Kommune, Plastindustrien og AffaldPlus.

Relaterede Videoer  

video thumbnail image

video thumbnail image

Junioringeniør

video thumbnail image

Vis flere

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
https://www.byg.dtu.dk/om-dtu-byg/nyheder/Nyhed?id=%7B84A2AE83-1BE7-4BDB-BA8C-472414BFD045%7D
21 SEPTEMBER 2020