Bygningsbrandteknik (BK2)

Med dette særkursus i bygningsbrandteknik får du de fornødne forudsætninger for at blive certificeret brandrådgiver i brandklasse 2 (BK2) i henhold til Bekendtgørelse om certificeringsordninger for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet (Bekendtgørelse nr. 776 af 2. juni 2020).

Særkurset er en pakkeløsning, der består af en udvidet version af kurset i bygningsbrandteknik fra DTU’s Master i Brandsikkerhed samt en specifik træning i at gennemføre certificeringsprocessen. Særkurset sætter ekstra fokus på bygningsreglementets brandbestemmelser, ud over at omfatte emner som materialers brandtekniske egenskaber, brandsikring af forskellige bygningskategorier, brandteknisk dimensionering og dokumentation.

Undervisning

Hovedparten af undervisningen gennemføres online, så du kan deltage på distancen. Derudover er der tre hele kursusdage på DTU i Lyngby: 1. november, 9. december og 16. december 2021.

Omfang

Særkurset gennemføres fra 1. november til 16. december 2021 og vil omfatte 6 til 9 lektioner om ugen. Hertil kommer forberedelsestid med læsning og opgaveløsning. Du skal forvente en samlet arbejdsbelastning på 250-300 timer, svarende til 10 ECTS.

Pris

Prisen for at deltage i særkurset er 18.000 kroner, som er momsfritaget.

Certificering

Formålet med det hele er selvfølgelig at blive dygtigere til brandsikkerhed, så du kan blive certificeret brandrådgiver i BK2, hvilket sker gennem en separat certificeringsproces hos Rambøll  eller Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) .

Fortsættelse

Særkurset giver merit til DTU’s Master i Brandsikkerhed, der er landets eneste akkrediterede og formelt kompetencegivende videreuddannelse i brandsikkerhed. Med en komplet Master i Brandsikkerhed opnår du de formelle kompetencer til at ansøge om certificering som brandrådgiver i brandklasse 3 (BK3), brandklasse 4 (BK4) samt tredjepartskontrol.

Tilmelding

https://www.conferencemanager.dk/bygningsbrandteknik21

Tidspunkt

man 01 nov 21 9:00 -
tor 16 dec 21 16:00

Arrangør

DTU Byg

Hvor

DTU, Lyngby Campus