Grafik: Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsen

Automatisering kan gøre robusthedsanalyser mere effektive

fredag 06 jul 18

Kontakt

Erik Falck Jørgensen
Ekstern lektor
DTU Byg

Kontakt

Per Goltermann
Professor
DTU Byg
45 25 16 84

Dyk dybere ned i automatiseret robusthedsanalyse

Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsen har blandt andet arbejdet med programmet Dynamo og har udgivet en artikel om resultaterne fra deres speciale på Dynamos onlineforum.

En præsentation af projektet kan også ses på YouTube.

Det vigtige, men tidskrævende, arbejde med at lave robusthedsanalyser på bygninger kan gøres mere effektivt ved hjælp af automatiserede arbejdsgange.

Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsen er begge nyuddannede civilingeniører i Byggeteknologi fra DTU. I deres fælles speciale har de udarbejdet et værktøj, der kan gøre robusthedsanalyser af bygninger hurtigere og mere omfattende. Det sker ved hjælp af de automatiseringsmuligheder, der ligger i Computational Engineering/Design.

Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsens projekt går i korte træk ud på systematisk at fjerne bærende elementer i en bygning og beregne konsekvenserne for bygningens sikkerhed – såkaldt robusthedsanalyse, som er en vigtig, men tidskrævende, proces.

Ønsker at åbne industriens øjne for automatisering af rutineopgaver

Specialet sætter fokus på at bruge Bygnings Informations Modellering (BIM) til strukturelle analyser, som de to civilingeniører håber at åbne industriens øjne yderligere for brugen af. De har derfor udviklet et workflow, der i første omgang kan automatisere robusthedsanalyser af bygninger. 

”I vores speciale viser vi, hvordan man potentielt kan udvikle workflows, der kan muliggøre automatiseringer af alle mulige slags strukturelle analyser – ikke kun robusthedsanalyser. Sådanne workflows kan være med til at afhjælpe manuelle rutineopgaver, der kræver en masse ressourcer, på trods af at sværhedsgraden ikke nødvendigvis er stor. Desuden kan de være med til at højne kvaliteten af byggerierne, da fejlene ofte sker ved de ensartede og rutineprægede opgaver,” forklarer Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsen samstemmende.

Værktøjet, som Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsen har udviklet, har desuden den fordel, at den viser et visuelt output, hvor de mest kritiske komponenter i bygningen farves røde, og de mindre kritiske farves orange og gule. Farvekoden gør det eksempelvis muligt for den rådgivende ingeniør at se, hvilke elementer der skal føres særligt tilsyn med på byggepladsen og således få et hurtigt overblik over de kritiske steder i bygningen. Farvekoden angiver også de elementer, der skal lægges særligt vægt på i den statiske beregning.

Studerende står på skuldrene af hinanden

"I vores speciale viser vi, hvordan man potentielt kan udvikle workflows, der kan muliggøre automatiseringer af alle mulige slags strukturelle analyser – ikke kun robusthedsanalyser."
Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsen

Specialet er et godt eksempel på de resultater, man kan opnå, når studerende arbejder videre på resultater fra tidligere, lignende projekter. Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsens bygger blandt andet videre på resultaterne fra et afgangsprojekt udarbejdet af to diplomingeniører tidligere på året

”Fordelen ved at stå på skuldrene af hinanden i projekter som disse er dels at skabe en sammenhæng mellem projekterne og dels at vise de studerende meningen med en god metodebeskrivelse. Når andre skal arbejde videre med et projekt giver en god metodebeskrivelse mulighed for at validere processen. Det betyder, at andre kan overtage resultaterne og arbejde videre på dem,” forklarer Erik Falck Jørgensen, ekstern lektor på DTU Byg og en af vejlederne på Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsens speciale.

Projektsamarbejde med ingeniør- og softwarevirksomheder 

Specialet er lavet i samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed Sweco, hvor brugen af Computational Engineering/Design vokser kontinuerligt fra projekt til projekt. Sweco er alene i dette semester med på flere afgangsprojekter, der udnytter denne nye måde at tilgå data i BIM-modeller. 

Desuden har softwarevirksomheden Strusoft bidraget med kompetencer og har givet Nicolai Nørgaard og Mathias Nielsen adgang til deres udviklingsafdeling. Det betyder, at deres arbejde har bidraget til udviklingen af den version af FEM-design, som blev tilgængelig under udarbejdelsen af deres projekt. 

Under forsvaret af specialet blev det fremhævet, at samarbejdet har været meget givende for såvel de to nyuddannede civilingeniører som virksomhederne. Det blev yderligere understreget af, at samarbejdspartnere fra Sweco og Strusoft var til stede ved forsvaret.

Bygnings Informations Modellering (BIM) og robusthedsanalyse

  • Bygnings Informations Modellering (BIM) dækker over en digitalisering af de processer, der indgår i byggeriets livscyklus. BIM-konceptet fokuserer på at binde geometri og informationer sammen på en måde, der giver mest mulig værdi for de deltagende aktører inden for de enkelte fagområder.
  • Robusthedsanalyse er et obligatorisk led i planlægningen af et nyt byggeri. Analysen skal afværge, at en bygning kollapser, hvis den bliver udsat for eksempelvis brand eller en anden utilsigtet hændelse, hvor bygningskomponenter får en nedsat statisk funktion.

Relaterede Videoer  

Vis flere

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.