Kommunikationsfaglig studentermedhjælp

DTU Byg
onsdag 20 jun 18

Send ansøgning

Frist 6. august 2018
Du kan søge om jobbet ved DTU Byg ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Har du gode idéer til, hvordan man kan præsentere forskningskommunikation på en ny måde, er du systematisk og pligtopfyldende, og ønsker du at få praktisk erfaring med kommunikationsarbejde i forskningsverdenen? Så er jobbet som studentermedhjælp hos DTU Byg måske noget for dig.
DTU Byg søger en studentermedhjælp 10-15 timer om ugen til at hjælpe med at løse vores kommunikationsopgaver. Du vil komme til at indgå i instituttets sekretariat, hvor vi tager os af de strategiske, administrative, servicerelaterede og forskningsunderstøttende opgaver på instituttet, fx gennem kommunikation, funding, sagsbehandling, rapportering og statistik.

Primære arbejdsopgaver
Sekretariatet på DTU Byg håndterer en lang række opgaver inden for drift og udvikling af såvel intern som ekstern kommunikation. Det er inden for dette arbejdsområde, dine primære opgaver vil ligge. Du kan forvente at komme til at arbejde med både web, interne nyhedsbreve, brochurer, plakater og PowerPoints, samt praktisk orienterede opgaver i forbindelse med afholdelse af møder, konferencer, åbent hus-arrangementer og lignende.

Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du har gode sproglige og analytiske kompetencer, gode dansk- og engelskkundskaber, så du også kan skrive på engelsk, og er hjemmevant bruger af Microsoft Office-pakken. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med webkommunikation og kan lave en PowerPoint-præsentation, så den står snorlige. Du må også gerne fortælle os, hvis du har viden om, hvordan man bruger sociale medier i en professionel sammenhæng.

Vi forestiller os, at du er studerende ved en kommunikationsfaglig uddannelse. Hvilken retning, du kommer fra, betyder mindre for os, så længe du har mod på at bruge din faglighed i samarbejde med instituttets to kommunikationsmedarbejdere.

Vi ser det som et plus, hvis du er bekendt med og har interesse for forskningsverdenen og er nysgerrig efter at lære nye ting.

Din arbejdsplads
Vi tilbyder dig mulighed for at indgå i et professionelt sekretariat, hvor der er rig mulighed for at opsamle erfaring med intern kommunikation og forskningskommunikation via mange forskellige kanaler. Da vi har en uformel og rar arbejdsatmosfære med højt til loftet, må du gerne være udadvendt og have en god portion humor.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat).

Det ugentlige timetal vil være ca. 10-15 timer om ugen.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest mandag den 6. august 2018. Åbn linket "ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning og CV.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte faglig leder af kommunikation Line Reeh på tlf.: 45 25 50 34 eller line@byg.dtu.dk.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

Aktiviteterne på DTU Byg er organiseret i seks faglige sektioner: Design og Processer, Energi og Installationer, Indeklima, Geoteknik og geologi, Konstruktioner og Sikkerhed, Materialer og Holdbarhed. Driften af instituttet varetages af tre teams: Sekretariatet, IT samt Forsøgshal og Værksteder.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.200 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 6.000 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.