Foto: Andreas Johansen

Fælles platform for smart city-løsninger lanceret på DTU

onsdag 15 feb 17

Kontakt

Alfred Heller
Lektor
DTU Byg
45 25 18 61
Platformen Smart City Hub er netop blevet lanceret på DTU. Den nye platform skal være samlingssted for samarbejde om at udvikle smart city-løsninger, der kan bruges til at løse virkelighedens problemer. Formålet er at samle studerende, virksomheder, forskere og myndigheder, der kan give hinanden kvalificeret modspil.

Smart City og big data er for alvor kommet på dagsordenen i Danmark. Lyngby-Taarbæk Vidensby lancerer derfor en fælles platform for udviklingen af smart city-projekter og -løsninger. Platformen hedder Smart City Hub, og inviterer forskere og studerende til at løse udfordringer i fællesskab med virksomheder og Lyngby-Taarbæk Kommune.

”Smart City Hub er en uformel platform for alle, der trives med at udvikle idéer i fællesskab med andre i en afslappet fyraftensatmosfære. Idéen med hubben er at samle de mange aktører i et legende forum, så de sammen kan skabe nogle anderledes og brugbare løsninger,” forklarer Alfred Heller, lektor ved DTU Byg og idémand bag Smart City Hub.

Hubben stiller en række infrastrukturer til rådighed, som eksempelvis en Internet of Things (IoT)-platform, en data cloud og beregningsplatform, som deltagerne kan bruge til at omsætte og demonstrere idéer igennem, fortæller Alfred Heller. Han opfordrer til, at folk kommer med deres robotter, skitser, værktøjer, prototyper, algoritmer og datasæt, som de vil afprøve i sammenhænge, de ikke oprindelig var tænkt til at indgå i.

Friske og skæve input skal løse virkelighedens problemer

"Smart City Hub er en uformel platform for alle, der trives med at udvikle idéer i fællesskab med andre i en afslappet fyraftensatmosfære. Idéen med hubben er at samle de mange aktører i et legende forum, så de sammen kan skabe nogle anderledes og brugbare løsninger."
Alfred Heller

Smart City Hub blev afholdt for første gang på DTU torsdag den 9. februar. Stig Brinck, som er Expertise Manager ved NIRAS, præsenterede dagens tema: Smart City Network.

Deltagerne blev stillet til opgave at finde løsninger på, hvordan renoveringen af forsyningsnettet optimeres bedst muligt. Det handler blandt andet om at finde løsninger, der på en smart måde kan identificere, hvilke nedgravede ledninger der skal udskiftes eller renoveres.

For Stig Brinck er der ikke tvivl om, hvad NIRAS får ud af at bruge en torsdag aften i selskab med studerende og forskere fra DTU og repræsentanter fra Lyngby-Taarbæk Kommune.

”For os er det meget værdifuldt at høre friske input og skøre idéer fra studerende, der måske tænker på en anden måde, end vi gør til daglig. Vi bliver selv inspirerede af at være her. Efterfølgende kan vi bidrage ved at tage den kommercielle tilgang til de lidt skæve idéer og udvikle produkter, der kan anvendes i industrien,” fortæller Stig Brinck.

Stig Brinck understreger også, at Smart City Hub er en oplagt anledning til at se triple helix-tankegangen i aktion. Triple helix er kort fortalt idéen om, at projekter, der bliver skabt i samarbejde mellem universiteter, erhvervsliv og det offentlige, skaber de mest velfunderede resultater.

Engageret modspil kan nedbryde silotankegang

Smart City Hub giver blandt andet mulighed for at skabe forbindelse mellem virksomheder, der skal have løst en udfordring, og studerende, der leder efter et emne at skrive speciale om. Forskere og undervisere på DTU danner en naturlig bro mellem disse og hører derfor helt naturlig hjemme i hubben. Dette samspil giver et engageret modspil til alle parter og giver mulighed for en større grad af tværfaglig tænkning, vurderer Stig Brinck.

”Smart City Hub er et samlingssted på tværs af faglighed. Der kan for eksempel sidde én studerende eller forsker med viden om komplicerede matematiske processer og én med indgående kendskab til materialeforskning. Når de to mødes, kan der opstå løsningsforslag og idéer, som måske ellers ikke havde set dagens lys. Den meget løsningsorienterede tilgang til problemer kan være med til at nedbryde den silotankegang, vi som fagpersoner ofte bliver fanget i,” lyder det afslutningsvis fra Stig Brinck.

Næste Smart City Hub afholdes i DTU Skylab torsdag den 23. februar. Her vil temaet være Internet of Things (IoT). Hubben bliver indledt med en opsamling på de gode idéer og løsningsforslag fra den første hub om Smart City Networks.

Hvad er Smart City Hub?

Smart City Hub er en fysisk ramme, der muliggør samarbejde om løsninger på tværs af studerende, virksomheder, forskere og kommune. Der indgår typisk ingredienser som teknologiske dimser, data og IT og disse må gerne føre frem til tekniske og/eller forretningsmæssige løsninger.

I de første hubs bliver deltagerne hjulpet i gang med et relevant Smart City-tema som eksempelvis forsyning, bygninger, planlægning og mobilitet, mens det er meningen at de mere modne hubs i højere grad vil være deltagerstyrede. Et af hovedformålene med hubben er, at idéerne skal føre til projektsamarbejder, der følger med tiden og derigennem motiverer til yderligere innovation af spændende løsninger på samfundets udfordringer.

Smart City Hub afholdes af Lyngby-Taarbæk Vidensby og faciliteres af lektor Alfred Heller fra DTU Byg. Planen er indtil videre at afholde en hub med et nyt tema hver 14. dag.


Relaterede Videoer  

Vis flere

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.