Fra gambling til sikkert valg

tirsdag 30 okt 18
|

Kontakt

Lisbeth M. Ottosen
Professor, sektionsleder
DTU Byg
45 25 22 60

Kontakt

Niels-Jørgen Aagaard
Institutdirektør
DTU Byg
45 25 18 77
Genbrug og anvendelse af nye bæredygtige materialer i byggeriet: Et bæredygtigt, fejlfrit og innovativt byggeri kræver test af materialer og løsninger inden brug.

Af sektionsleder Lisbeth M. Ottosen, Materialer og Holdbarhed og institutdirektør Niels-Jørgen Aagaard, DTU Byg

kølvandet på MgO-afgørelsen har flere aktører meldt sig på banen med udmeldinger om, at vi i fremtiden vil se færre nyudviklede produkter og materialer i byggeriet, fordi det er økonomisk usikkert.

Vi er meget enige i, at det er en god idé at bruge afprøvede byggematerialer og løsninger. Men afprøvningen behøver ikke at være erfaringsbaseret og foregå over en lang årrække ved direkte anvendelse i praksis. Det fremadrettede alternativ er at teste de uafprøvede materialers egenskaber og opførsel i laboratoriet og via modellering, inden man tager dem i brug. Dermed sikrer vi et vidensbaseret grundlag for innovation, og man undgår at gamble på bygherrens regning.

"Det er et kæmpespring at gå fra et erfaringsbaseret valg af materialer til at vælge alene ud fra egenskaber, funktionskrav og laboratorietest. Men der er ingen genvej."

Byggesektoren som nøglespiller
Tiden er ikke til at slå bremserne i, standse udviklingen inden for byggematerialer og kun anvende kendte materialer og løsninger. Tværtimod. Både klimaforandringer, international konkurrence og politiske og sociale krav om øget bæredygtighed kalder på løbende udvikling af nye løsninger og materialer. Europa er i bevægelse mod den cirkulære økonomi, og allerede i 2015 indførte EU-Kommissionen “The circular economy package". Ambitionen for Danmark er ikke blot, at vi skal være med, men at vi tager førertrøjen for at sikre, at danske virksomheder kan fastholde en høj konkurrenceevne ved at levere løsninger, der bidrager til omstillingen til cirkulær økonomi. Regeringens nye strategi for cirkulær økonomi inddrager direkte byggesektoren som nøglespiller. Det betyder i stigende grad genbrug af materialer og udvikling af nye materialer, som produceres med affald som råstof.

Materialetest i laboratorier
Derfor er der brug for et paradigmeskift, hvor vi, på baggrund af veldefinerede funktionskrav for den specifikke byggesag og anvendelse af materialer og løsninger, kan teste og sikkert vælge de materialer, der overholder kravene. Udokumenterede eksperimenter med byggematerialer er gambling, og kan vise sig ubæredygtige, som fx eksemplet, hvor MgO-plader er blevet anvendt som vindspærre, har vist. Forskning i dokumenteret holdbare byggematerialer er en helt afgørende ingrediens, hvis vi skal udvikle et mere cirkulært byggeri. Og materialevidenskab og bygningsfysik er nøgleord.

Vores ambition er, at genbrug og anvendelse af nye bæredygtige materialer i byggeriet skal være sikre valg og ikke risikofyldt. Vi ser muligheder for at udvikle digitale værktøjer til simulering af nye byggematerialer, som, i kombination med laboratorietest, kan blive helt centrale for innovationen. Der er en stor mængde tilgængelige, erfaringsbaserede data at tage udgangspunkt i, men det vil være nødvendigt fortsat at udvikle nye målemetoder og eksperimenter, integrere intelligent sensorteknologi og skabe endnu bedre teoretiske modeller. På den måde kan et materiales interaktion med et skiftende omkringliggende miljø forudsiges i tilstrækkelig grad til, at materialet kan tages sikkert i anvendelse.

Skaber velfunderet grundlag
Der eksisterer et godt fagligt fundament at bygge videre på, men det er ikke udviklet til at underbygge ibrugtagning af den strøm at nye innovative materialer, som vi fortsat må forvente. Nødvendigheden af at udbygge det teknisk-videnskabelige grundlag for at ruste byggesektoren mod fremtidens udfordringer er en af grundene til, at DTU de seneste år har investeret massivt i ny laboratorie-infrastruktur. På DTU Byg har vi flere state-of-the-art-testfaciliteter, inklusive Villum Center for Advanced Structural and Material Testing. Og i næste måned indvier vi en helt ny laboratoriebygning. Dermed har vi et solidt fundament for analyser og materialeforskning, der kan tage de udfordringer op, som klimaforandringer og pres på jordens ressourcer stiller til byggeri og anlæg over hele verden

Det er et kæmpespring at gå fra et erfaringsbaseret valg af materialer til at vælge alene ud fra egenskaber, funktionskrav og laboratorietest. Men der er ingen genvej. Og der skal følges op med systematisk opsamling af erfaring med nye materialers virkemåde i praksis. Transformationen skal bygge på et teknisk-teoretisk velfunderet grundlag og på gode data, så vi sikrer grundlag for en fortsat vidensbaseret innovation.

Debatindlæg bragt i "Licitationen" tirsdag den 30. oktober 2018.

Relaterede Videoer  

Vis flere

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.byg.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=62DBF3C0-C83E-4A95-B323-6871D4E34759
12 NOVEMBER 2018