Foto: DTU Byg

Kedelig nordisk rekord: Flest boligbrande blandt ældre i Danmark

tirsdag 07 feb 17

Kontakt

Anne Simone Dederichs
Lektor
DTU Byg
31 65 61 63
Danmark ligger på en kedelig skandinavisk førsteplads, når det kommer til dødsfald i forbindelse med brande i ældreboliger. Det viser et nyt afgangsprojekt fra diplomingeniøruddannelsen i Bygningsdesign, der kan være med til at kvalificere forskningen i brandsikkerhed i private hjem.

Et nyt afgangsprojekt fra diplomingeniøruddannelsen i Bygningsdesign undersøger, hvordan brandsikkerheden i danske hjem ser ud sammenlignet med brandsikkerheden i norske og svenske hjem.

Første skridt er at identificere de risikofaktorer, der er involveret i brande i private hjem, og dermed kortlægge, hvilke grupper der har størst risiko for at omkomme i brandene. Det er netop, hvad Peter Bach Gummesen har gjort i sit projekt ”Boligbrande - en baggrundsanalyse”.

Flest brandofre i danske ældreboliger

Undersøgelserne i projektet viser overordnet, at der sker flest brandrelaterede dødsfald i private hjem i aldersgruppen 50-66 år, og at det er mere sandsynligt for mænd at omkomme i en brand end for kvinder. Dette gælder for alle tre skandinaviske lande.

Undersøgelsen sætter desuden særligt fokus på brandrisikoen i ældreboliger. Den del af undersøgelsen viser, at Danmark indtager en kedelig skandinavisk rekord med flest dødsfald relateret til brande i denne type bolig.

I perioden 2017-2015 omkom i alt 288 personer i forbindelse med brande i private hjem i Danmark. Ud af disse 288 boede 76 personer i beskyttede boliger, viser en dataindsamling, der er lavet af studerende Peter Bach Gummesen i forbindelse med projektet.

1,49 % af den danske befolkning bor i ældreboliger. I Norge er tallet 0,82 %, mens det i Sverige er 0,89 % (2015-tal). Selv med forbehold for, at der bor flere mennesker i ældreboliger i Danmark end i de to andre lande, viser tallene, at risikoen for at omkomme i en brand er større i Danmark.

Skridt på vejen til forbedring af brandsikkerhed

Anne Dederichs, lektor ved DTU Byg, er vejleder på det aktuelle projekt. Hun mener, at resultaterne kan være med til at kvalificere tilgangen til forskningen i brandsikkerhed i private hjem.

”Dette projekt viser, at mange ældre danskere omkommer som følge af brande i ældreboliger end hos vores skandinaviske nabolande. Næste skridt er at finde ud af, hvad denne skævvridning skyldes. Herefter kan vi så se nærmere på, hvordan vi hindrer disse brande i at opstå. Men første skridt er altså en kortlægning ud fra de data, vi har til rådighed. Derfor er der brug for projekter som Peters, der giver os et grundlag at træffe beslutninger på,” siger Anne Dederichs, som desuden fortæller, at både Sverige og Norge har erkendt problemet med boligbrande og at der afsættes forskningspenge til området i begge lande.

Peter Bach Gummesen forsvarer sit afgangsprojekt tirsdag den 7. februar på DTU.


Projektets metode

Projektet har undersøgt tal fra Beredskabsstyrelsen i Danmark fra 2007-2015 og sammenlignet tallene med Direktoratet for samfunnssikkerhet og beredskap i Norge og Myndigheten för samhällsskydd och beredskap i Sverige.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.