Foto: DTU Byg

Stigende fokus på efteruddannelse i brandsikkerhed

mandag 02 okt 17

Kontakt

Lars Schiøtt Sørensen
Lektor
DTU Byg
45 25 19 55

Mere information om Master i Brandsikkerhed

Master i Brandsikkerhed er en toårig masteruddannelse, der fortrinsvis foregår på dansk. Målgruppen er bygningsingeniører eller bygningskonstruktører med bestået adgangskursus og 2 års erhvervserfaring.
Cirka 200 personer har fuldført efteruddannelsen Master i Brandsikkerhed siden 1999. Kommende lovgivning vil øge efterspørgslen på certificerede rådgivere inden for brandsikkerhed og sikkerhed i bærende konstruktioner.

Siden 1999 har DTU udbudt uddannelsen Master i Brandsikkerhed. Den toårige uddannelse bliver lige nu udbudt for 10. gang og er rettet mod personer, der skal lede og koordinere brandtekniske opgaver i private og offentlige virksomheder.

Lektor Lars Schiøtt Sørensen fra DTU Byg er studieleder for uddannelsen. Han er ikke i tvivl om, at brandsikkerhed er et område, der vil være stigende fokus på i de kommende år.

”Der kommer hele tiden nye bygningsmaterialer på markedet, som skal brandtestes og analyseres for at bevare en nødvendig brandsikkerhed. I Danmark står vi over for en ændring omkring projektering og sagsbehandling af byggerier, idet en ny certificeringsbekendtgørelse har været til høring og nu er sendt til notificering i EU. Bekendtgørelsen vil træde i kraft i 2018. Ifølge bekendtgørelsen skal brandsikkerhed og bærende konstruktioner i fremtiden udføres af certificerede rådgivere. Sagsbehandlingen i kommunerne vil blive ændret som en konsekvens af bekendtgørelsen. Dette vil give øget efterspørgsel på uddannelse på brandområdet og konstruktionsområdet,” forklarer Lars Schiøtt Sørensen.

"Der kommer hele tiden nye bygningsmaterialer på markedet, som skal brandtestes og analyseres for at bevare en nødvendig brandsikkerhed."
Lars Schiøtt Sørensen

Cirka 200 personer har gennemført uddannelsen indtil videre. De typiske kursister på uddannelsen kan have erhvervserfaring som sagsbehandlere eller projektledere i statslige eller kommunale organisationer, tekniske forvaltninger, beredskaber eller lignende. De kan også have baggrund i projekterende ingeniørvirksomheder eller som produktudviklere og byggevareproducenter.

Projekter med relation til jobbet

Kandidaterne fra uddannelsen har afleveret afgangsprojekter, der strækker sig over mange forskellige emner, der alle har berøring med brandsikkerhed.

En studerende har for eksempel skrevet afgangsprojekt om, hvilken indflydelse træning har på evakuering af plejehjemsbeboere under brand, mens en anden har skrevet om redningsberedskabets muligheder for at redde personer fra højder.

De mange forskellige projekter afspejler, at der er tale om kursister, der kommer med en del erhvervserfaring, og som ønsker at specialisere sig inden for et område, der er relevant for netop den virksomhed eller myndighed, de kommer fra, vurderer Lars Schiøtt Sørensen.

”De brandtekniske projektopgaver har stor faglig relevans, idet vi giver kursisterne mulighed for at vælge projektemne med relation til deres job,” lyder det fra Lars Schiøtt Sørensen.

Lars Schiøtt Sørensen peger på, at DTU desuden byder på et attraktivt forskningsmiljø på brandområdet, og at nye brandrelaterede projekter er under udvikling.

Relaterede Videoer  

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.