COWIfonden støtter forskningsprojekt om olieafbrænding

mandag 11 jun 12
|
af Charlotte Welin

Post.doc Janne Fritt-Rasmussen og lektor Grunde Jomaas, DTU Byg, har fået 235.000 kr. til opgradering og forbedring af faciliteter til in situ afbrænding af olieprøver i laboratorium

Udviklingen i den arktiske region med udsigt til en intensiveret olie- og gasudvinding og forventningerne om øget skibstrafik i regionen har skabt en reel forøget risiko for et oliespild i disse havområder. Sådanne massive olieforureninger vil påføre det sårbare arktiske miljø store skader.

Tidligere studier har vist, at kontrolleret afbrænding på havoverfladen (in situ afbrænding) er det olieberedskab, som i mange tilfælde er bedst tilpasset de arktiske forhold. Da in situ afbrænding (ISB) således er en af de få effektive metoder til brug i isfyldte farvande, er det særligt vigtigt, at der udføres yderligere forskning for at forbedre og udbrede kendskabet til metoden.

DTU Byg og Center for Arktisk Teknologi, ARTEK, vil derfor fra sommeren 2012 og frem til efteråret 2013 gennemføre et projekt, hvor de allerede eksisterende laboratorie- og forsøgsmæssige faciliteter på DTU Byg udbygges med henblik på at optimere forskningen inden for ISB. Udover allerede eksisterende udstyr, en ”brændselcelle”, hvormed det er muligt at teste små olieprøvers (100 ml) antændelighed, skal der etableres faciliteter, der gør det muligt at afbrænde større mængder olie (liter) for derved bedre at kunne undersøge og vurdere, hvad der egentlig sker i løbet af en sådan afbrænding.

For at kunne nuancere de videnskabelige resultater yderligere er der også behov for at afprøve flere forskellige olietyper. Det kræver, at grundlæggende brændselsværdier for prøverne dokumenteres, før antændeligheden kan bestemmes. Dette gøres ved at benytte et flammepunktsapparat og et såkaldt massetabs-kalorimeter for at bestemme vigtige parametre som flammepunkt og massetab under en kontrolleret afbrænding.

Projektlederne, Janne Fritt-Rasmussen, Post-doc, DTU ARTEK, og Grunde Jomaas, Lektor, DTU Byg, forventer, at der kan opnås konkrete resultater fra laboratorieforsøgene, som giver en øget indsigt i ISB og derved en øget chance for, at ISB kan blive en del af et operationelt oliespildsberedskab.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.